Inspiration

til babyværelset

Tryghed og hyggelig atmosfære er vigtig, når dit barn skal sove og lege - men det kan være en udfordring at skulle indrette et værelse til en lille ny.

Babyværelset er det helt særlige rum i hjemmet, hvor dit barn tilbringer mange timer af sine første år med leg, sjov, hygge og søvn. Alt efter hvor kreativ du er, kan det dog let komme til at føles uoverskueligt at skulle indrette et barneværelse, så det bliver helt perfekt. Hvordan skal sengen se ud, hvordan skal belysningen være, og hvad med udsmykning af vægge eller opbevaring af legetøj?


Fortvivl ikke – vi kan hjælpe. Hos BabySam har vi masser af erfaring med at hjælpe forældre med at indrette barnets første værelse. Vi giver dig derfor her inspiration, tips og tricks til, hvordan du kan indrette dit babyværelse på optimal vis.

Gør sengen hyggelig

Din baby skal have et sovested, der indbyder til hvile, ro og afslapning. Du kan for eksempel sætte en sengehimmel op, så sengen får en huleagtig stemning. Det skaber tryghed for dit barn og lukker af for lys og andre forstyrrende elementer. En sengerand er også en god idé, da den gør, at der ikke er åbne tremmer, og den får sengen til at virke mindre og blødere at sove i for din baby.


Det kan i øvrigt være praktisk at investere i en babyseng på hjul, så du kan køre den rundt i resten af huset. Det gør det nemt at flytte sengen, hvis din baby skal falde i søvn et andet sted i boligen. Alternativt kan du købe en vugge eller babynest som supplement til babysengen.

Tæpper kan modvirke træk og larm

Det lille barn tilbringer meget tid på gulvet, ikke mindst når det bliver lidt større og selv begynder at kunne sidde og kravle. Derfor er det uhyre vigtigt, at gulvet på barneværelset ikke bliver for koldt. Et blødt, tykt gulvtæppe er ikke bare hyggeligt og rart at sidde på, det kan også modvirke kolde rumper. Husk dog at gøre tæppet rent jævnligt, så støv og snavs ikke får lov til at ophobe sig i det.


Et legetæppe er også et fornuftigt indkøb til barneværelset, især hvis I har trægulv. Små børn elsker at kaste med legetøjet og hælder glad og gerne byggeklodser ud på gulvet. Med et legetæppe kan I dæmpe larm og måske undgå en gnaven underbo.


Udsmykning binder værelset sammen

Et babyværelse må meget gerne indbyde til leg og sætte gang i fantasien. Du kan for eksempel hænge sjove billeder af dyr og planter op – eller hvis du er kunstnerisk anlagt, kan du endda kaste dig ud i at male fine motiver direkte på væggen. Lyskæder, små hylder, bløde puder, uroer og ranglekæder kan sætte et hyggeligt præg på rummet, og hvis du har mod på det, kan du også lave lidt pynt selv. Et broderi, en hjemmelavet guirlande eller en selvhæklet bamse kan gøre babyværelset ekstra personligt.



Er du typen, der går meget op i elegant indretning, så skal du ikke være bange for at lade din personlige smag smitte af på dit barns gemakker: Et babyværelse kan sagtens være både hyggeligt og æstetisk behageligt. Mange børnemøbler fremstilles i dag i flotte, enkle og moderne designs, der passer ind i det stilbevidste hjem. Neutrale farver, enkle detaljer og rene linjer behøver ikke gå helt fløjten, selvom du indretter værelse til familiens mindste medlem.


Børnelamper


Belysning, belysning, belysning

Det kan siges kort og enkelt: Jo mere lys, du kan få ind på babyværelset, des bedre. Masser af naturligt og kunstigt lys kan have stor effekt på rummets atmosfære og anvendelighed – men dunkelt lys, gardiner, der er for tynde, eller skarpe halogenspots er omvendt heller ikke ideelt, hvis der samtidig skal være hyggeligt og hvis rummet skal kunne mørklægges.


Vælg derfor belysning til børneværelset med omtanke. Hav både mindre lamper eller lyskæder, så du kan skabe en god hyggebelysning til din baby om aftenen, men sørg også for gode lyskilder, som kan oplyse rummet fuldt ud. På den måde kan du ændre atmosfæren i rummet alt efter behov.





Opbevaring fjerner rodet

Imens din baby er lille, er der som regel ikke det store behov for tøjopbevaring på barneværelset – det kan du gemme, til barnet gerne vil have sit tøj inde hos sig selv. Til gengæld vil du formentlig opdage, at legetøjet lynhurtigt kan hobe sig op og skabe et gevaldigt rod. Et rodet babyværelse er sjældent lige så hyggeligt som et værelse, hvor der er pænt og ryddeligt.


Her er opbevaringskasser, kurve, skuffer og hylder din bedste ven. Især legetøjskasser kan være en god idé, da dit barn så nemt kan finde sit legetøj frem på egen hånd, når det bliver en smule større – og så I hurtigt kan smide tingene op i kasserne igen, når legen er forbi. Dekorative opbevaringskurve kan også give babyværelset et løft og bidrage til et rart udtryk.



Husk sikkerheden

Det er de færreste forældre, der har brug for at blive mindet om, at de skal passe godt på deres børn. Med det sagt, så kan der måske være nogle risikoelementer på børneværelset, du ikke selv har overvejet – for eksempel skarpe kanter eller andre potentielle farer.


Sæt sikkerhedslås på vinduet, så dit barn ikke kan falde ud, når det begynder at gå selv, og fingerbeskytter på døren, så de små, søde babyfingre ikke kommer i klemme. Skru møbler fast til væggen, så de ikke kan vælte ned over dit barn og undgå gardinsnore eller lignende, som nysgerrige småstørrelser kan komme til at hænge fast i. Til stikkontakter kan du købe kontaktbeskyttere, så dit barn ikke kan stikke små genstande ind i dem, og til skarpe hjørner kan du få hjørnebeskyttere, som afbøder det værste.



Børnemøbler

Læs også

BabyDan & sikkerhed i hjemmet

Værd at vide om babyværelset

Hvad skal man have på et babyværelse?

Et babyværelse skal være en tryg og behagelig base for barnet. Det mest basale til værelset er en seng, puslebord, opbevaringsplads til legetøj, tøj m.m. og god belysning. Desuden er en stol eller lignende nyttigt, hvis du skal sidde derinde med dit barn. Til at dekorere rummet kan du for eksempel hænge sjove billeder af dyr og planter op.

Hvornår skal et barn have sit eget værelse?

Det er helt op til jer som familie at afgøre, hvornår barnet skal på eget værelse. For at reducere risikoen for vuggedød anbefaler eksperter dog, at babyer sover i samme rum som deres forældre i mindst de første seks måneder. Herefter kan I overveje at flytte barnet til sit eget værelse. Tag dog altid hensyn til barnets behov og trivsel.

Denne artikel er en del af BabySnak

Læs mere om BabySnak her

Sidste gang

Tøj & sko størrelser


tøj størrelser

Vi giver dig oversigten over størrelser, når det kommer til børnetøj og fodtøj til børn samt hvordan du måler og finder den rette størrelse til dit barn.​​​​​​​

Næste gang

Overnatning ude

- uden mor & far

overnatning ude for baby

Skal dit barn overnatte ude for første gang? Måske er du lidt nervøs for hvordan det vil gå og i tvivl om hvordan I bedst griber det an, så det bliver en god oplevelse, for både forældre, barn og babysittere. Vi giver dig et par råd med på vejen.​​​​​​​